8. okt. 2018
Af Karina Didriksen

Glæd dig: Her er alle DR’s julekalendere i 2018

Bamses Julerejse på DR.
Bamses Julerejse på DR.
De juleglade danskere kan glæde sig til december, hvor DR sender hele syv julekalendere, lige fra "Bamses julerejse" til den nye "Theo & den magiske talisman".

Der er både nyt og gammelt i vente, når danskerne den 1. december tænder for fjernsynet. DR sender nemlig hele syv julekalendere i år.

Der bliver et gensyn med ”Bamses julerejse”, ”Rytteriets jul” og ”Ramajetternes jul”, men der er også helt nye julekalendere at glæde sig til. Det skriver dr.dk.

DR’s helt store satsning er ”Theo & den magiske talisman”, der bliver sendt på hovedkanalen, og som er en moderne eventyrfortælling for hele familien.

Ny og eventyrlig julekalender

”Theo & den magiske talisman” handler om drengen Theo, som mister sin morfar og rejser til den magiske verden Thannanaya sammen med klassekammeraten Simone for at få sin morfar tilbage.

De mindste juleseere kan også hygge sig med den svenske julekalender "Selmas saga", der er en klassisk julekalender med masser af sne, magi og eventyr. For de lidt større seere sendes der "Klassens perfekte jul".

De glade gensyn og helt nye julekalendere kan ses på alle DR’s kanaler: DR1, DR2, DR Ultra, DR Ramasjang og på DRTV.

Alle årets julekalendere på DR:

”Theo & den magiske talisman”, 1.-24. december kl. 19.30 på DR1. I forlængelse heraf sendes et eftershow på DR Ultra kl. 19.55 med julekalenderens medvirkende.

”Selmas saga” (fra 2016), 1.-24. december kl. 17.00 på DR Ramasjang.

”Ramajetternes jul” (fra 2017), 1.-24. december kl. 17.20 på DR Ramasjang.

”Onkel Rejes julefis”, 1.-24. december kl. 17.00 på DR Ramasjang.

”Klassens perfekte jul”, 1.-24. december kl. 17.50 på DR Ultra.

”Bamses julerejse” (fra 1996) kan ses fra den 1. december kl. 6.00 på DRTV.

”Rytteriets jul” (fra 2016) sendes de første fire søndage i december på DR2 klokken 21.30.

Læs mere om: