Glæd dig: Josefine Høgh vender tilbage med helt nyt DR-program
Josefine Høgh er på ganske få år gået hen og blevet en af Danmarks mest populære tv-værter, og nu vender hun snart tilbage på skærmen.
Om få uger er der nemlig premiere på det helt nye program ”I hjernen på stjernen”, og det er netop 32-årige Josefine Høgh, der er vært på programmet.
Helt tæt på stjernerne
Sammen med psykologisk manipulator Jan Hellesøe vil hun hver uge presse en kendt dansker til det yderste.
Det kommer til at foregå gennem nøje konstruerede og til tider grænseoverskridende eksperimenter, hvor minder, følelser og personlige relationer vækkes til live, oplyser DR.
Hovedpersonen i det første program bliver musikeren Mads Langer.
Josefine Høgh kan ikke sidde stille
Programmerne er optaget tidligere på året – ganske få måneder efter, at Josefine Høgh i november blev mor til lille Molly.
- Jeg er ved at lave et portrætprogram med Jan Hellesøe, og så kan jeg ikke sige så meget mere. Det er superspændende og dejligt at have gang i noget, for jeg er ikke god til at sidde stille, fortalte Josefine Høgh til BILLED-BLADET i slutningen af februar, hvor hun altså var i fuld gang med optagelserne til ”I hjernen på stjernen”.
Der er premiere på det nye program torsdag 5. maj.