Gode nyheder: Så længe fortsætter Morgensang på DR1 og P2
Det startede med morgensang på Facebook, og allerede dagen efter var DR Pigekorets chefdirigent, Phillip Faber, rykket fra de sociale medier til DR1 og P2.
"Morgensang med Phillip Faber" er blevet et lyspunkt i en mørk og tubulent tid for de mange danskere, der hver morgen tænder for tv't eller radioen, for at synge dagen i gang. Det gode initiativ er nået helt til Statsministeriet, og torsdag var en af dagens morgensange "Joanna" af Kim Larsen, ønsket af statsminister, Mette Frederiksen.
Syng med i påsken
Torsdag eftermiddag kunne holdet bag programmet på DR Pigekorets Facebookside dele den glædelige nyhed, at programmet indtil videre fortsætter helt frem til 13. april og dermed forbliver en fast del af morgenen mens Danmark er lukket ned. Phillip Faber sidder altså også klar ved tangenterne hen over påsken - og mon der ikke på klaveret i højtidens ånd vil stå en flot buket påskeliljer?