Grand prix-ekspert om Eurovision-favorit: Derfor er det yderst usædvanligt
Lørdag aften løber finalen i årets Eurovision Song Contest af stablen med lande fra hele Europa på deltagerlisten.
Desværre må vi undvære Danmark i finalen i år, da REDDI ikke gik videre fra tirsdagens semifinale.
Eurovision Song Contest bliver i år afholdt i Torino i Italien, fordi det sidste år var rockgruppen Måneskin, der vandt sangkonkurrencen.
I år er der særligt én storfavorit – nemlig Ukraine. BILLED-BLADETs grand prix-ekspert Julie Lund Rosenfeldt Isen fortæller her, hvorfor favoritten i år er noget helt særligt:
- Det er en usædvanlig favorit, fordi den aktuelle verdenssituation også spiller ind. Jeg er personligt meget begejstret for den ukrainske sang, men jeg tør godt vove den påstand, at hvis der ikke var krig i Ukraine, så ville den ikke være storfavorit lige nu, siger Julie Lund Rosenfeldt Isen.
Ukraine stiller i år op med gruppen Kalush Orchestra og deres sang ”Stefania”, og bookmakere spår, at det bliver en overbevisende sejr til Ukraine.
- I skrivende stund giver Ukraine kun pengene 1,40 gange igen, hvis den vinder – efterfulgt af Sverige og Storbritannien, der begge giver pengene hele 8 gange igen, og Italien, der tidligere havde lave odds, men nu giver pengene 18 gange igen. Det er yderst usædvanligt, at en sang har så lave vinderodds før et Eurovision, som Ukraine har i år. Bookmakerne tror altså virkelig på ukrainsk sejr!
Men BILLED-BLADETs grand prix-ekspert mener, at der alligevel godt kan komme lidt spænding.
- Ved Eurovision har de nationale juryer og seerne hver 50 % af stemmerne, og der vil helt sikkert sidde mange seere rundt omkring i Europa, der stemmer på Ukraine for at vise landet sympati i den forfærdelige situation, de står i lige nu. Men vil sangen også høste mange jurystemmer? Og vil det være nok til at vinde? Det bliver meget, meget spændende, siger Julie Lund Rosenfeldt Isen.
Hvis Ukraine vinder, vil det være deres tredje sejr i Eurovision Song Contest, da landet også vandt i 2004 og i 2016.
Eurovision Song Contest bliver sendt på DR1 kl. 21 lørdag aften.