6. mar. 2021
Af Majken Munk

Grand Prix-værterne er klar: Der skal være fest!

Martin Brygmann og Tina Müller er værter på Dansk Melodi Grand Prix 2021
Martin Brygmann og Tina Müller er værter på Dansk Melodi Grand Prix 2021
Foto: Betina Garcia/ DR
Når Tina Müller og Martin Brygmann går på scenen som Dansk Melodi Grand Prix-værter, lover de, at det bliver en fest.

Det er ikke en coronavirus, der er i højsædet, når Tina Müller og Martin Brygmann lørdag aften byder velkommen til Dansk Melodi Grand Prix 2021.

Som værter på musikkonkurrencen er de klar til at sørge for, seerne får en fest. Måske endda så meget at de glemmer alle coronaens restriktioner.

Skal skabe festen

De to debuterende Grand Prix-værter er fuldstændig klar over, at de skal skabe stemningen ved Dansk Melodi Grand Prix.

- Vores opgave som værter er jo egentlig bare at skabe en fest og sørge for, at de hygger sig, og at seerne også føler, at de er en del af Melodi Grand Prix, siger Tina Müller, der bliver bakket op af sin makker:

- Jeg er fuldstændig enig, siger Martin Brygmann.

Intet live-publikum

Men det er altså anderledes, for i år er der ingen tilskuer ved Dansk Melodi Grand Prix, og det gør en forskel for stemningen. Alligevel er de som værter klar til at tage hånd om den situation på bedste vis.

- Det her med, der ikke er tilskuere, at der ikke sidder nogen og responderer på det, vi siger, og at der ikke er den der overdrevet fede stemning, som der plejer at være til et Melodi Grand Prix, det gør, at vi heller ikke skal være helt oppe at køre, for det vil virke mærkeligt. Så for os handler det om at finde den der balance med, at det selvfølgelig skal være fest og farver, men det skal heller ikke være totalt overgearet, siger Tina Müller.

Heldigvis er værterne selv klar til at bringe god stemning med i studiet.

- Det vi får fra pubklikum er på en publikumsvæg med en masse glade ansigter, men der er ikke så meget lyd i det, så vi kan ikke rigtig surfe på en stemningsbølge rent audioteknisk. Det kan vi ikke. Så vi skal skabe festen inde i os selv og bare man kigger på Tina, så bliver man jo i godt humør, siger Martin Brygmann.

En underlig tid

Det er en mærkelig tid at skulle banke et kæmpe underholdningsshow på benene.

Selv om livet for tiden er begrænset meget af corona-situationen, er det absolut ikke det, der er fokus på ved Dansk Melodi Grand Prix 2021.

- Vi har tænkt i, hvordan kan vi gøre det til en fest, uden at det skal handle om corona. Det tror jeg egentlig, er det vigtigste for os. Det skal ikke være corona eller alle de dårlige ting ved det, der skal være i centrum. Det har vi skåret helt fra, fordi corona eller ej, så skal der sgu festes, siger Tina Müller.

Dansk Melodi Grand Prix 2021 sendes lørdag 6. marts klokken 20.00 på DR1.

Læs mere om: