Gustav fra Helt i særklasse: Jeg vil rigtig gerne have venner
Mandag aften er der premiere på ”Helt i særklasse” på DR1.
Her skal Gustav, Puk, Isabella og også senere Sophia begynde på efterskole. Men det er ikke en helt almindelig efterskole, for eleverne har nogle andre udfordringer end de typiske efterskoleelever.
Hård skolegang
Én af hovedpersonerne i ”Helt i særklasse” er Gustav på 15 år. Han er født med Cerebral Parese.
Fr 0. til 5. klasse gik Gustav i en normal folkeskoleklasse, men det var ikke en behagelig oplevelse for ham.
- Det er ikke lige det fedeste at have et handicap og komme i en normal klasse. Ikke i den klasse jeg kom i i hvert fald. Jeg blev rigtig groft mobbet, fortæller han i programmet.
Derfra blev han flyttet til en klasse, hvor eleverne havde handicap, men her passede han heller ikke ind, fordi han kunne mere, end de andre elever.
Ny start
Forhåbentlig kan han finde sin plads på efterskolen Kvie Sø.
Kvie Sø har til formål er at give unge med særlige diagnoser og handicap mulighed for det ungdomsliv, andre unge også har mulighed for.
Selv håber han på, at han kan lære at få venner.
- Jeg vil rigtig gerne have venner. Det er ikke dem, jeg har så mange af, fortæller han i programmet.
”Helt i særklasse” kan ses hver mandag klokken 21.25 på DR1, og allerede nu ligger alle fire afsnit på DR TV.