
Han spiller Frans i Carmen Curlers: Drømmer om børn med kæresten

Frans får i aftenens afsnit af "Carmen Curlers" udforsket sin seksualitet.
Han er homoseksuel, og som det ses i serien, var det meget tabubelagt tilbage i 60'erne.
I virkeligheden danner Nicolai Jørgensen, der spiller Frans, par med Stine.

Parret har været sammen i halvandet år.
I foråret flyttede de sammen på Nørrebro i København.
– Det går storartet – vi har slet ikke været hjemme, ler Nicolai.

– Vi vil gerne have indrettet os helt, men nu har vi boet der i et halvt år uden rigtigt at have tid …
Har talt om børn i noget tid
Parret vil gerne bo i byen, men lejligheden egner sig kun til et barn, så det er ikke sikkert, de bliver hængende i den lejlighed.
– Vi har talt om børn i noget tid, men Stine er begyndt på en dramatikeruddannelse i Malmø, så nu skal hun lige lære svensk og starte i skole, inden hun skal på barsel. Det er med at finde det rigtige tidspunkt i den her fireårige uddannelse, hvor hun kan gå på orlov og komme tilbage til skolen igen … Men det er noget, vi rigtig gerne vil, smiler han.
