
Har fundet drømmeboligen: Hammerslag-ekspert køber kæmpe landejendom

For et par måneder siden afslørede ”Hammerslag”-eksperten Kristine Viren, at hun og ægtemanden havde sat deres hus til salg.
Parret har i 25 år boet i Brønshøj, men var klar til at kaste sig ud i et nyt boligeventyr.
Og nu er drømmeboligen fundet.
Arkitekten og boligeksperten Kristine Viren afslører i et opslag på Instagram, at ægteparret har købt en kæmpe landejendom med 5,5 hektar.
Hun skriver, at de har solgt deres hus og glæder sig til at flytte ind i deres nye hjem til august.
Boligen ligger i et naturskønt område ved Store Dyrehave i Nordsjælland og har fem søer, en juletræsplantage og et engområde tilknyttet ejendommen.
”Hammerslag”-eksperten fortæller i opslaget, at ejendommen består af to boliger, og at hendes yngste datter og svigersøn flytter ind.

Kristine Viren og ægtemanden Morten har drømt om at skabe et stort fællesskab, hvor de bor flere sammen, og hvor der er plads til deres heste og andre dyr.

Hun har delt et billede på Instagram, hvor man kan se den stråtækte bolig, der er omgivet af natur.
I DR-programmet ”Hammerslag” gætter Kristine Virén huspriser sammen med de andre tre eksperter: Lars Lyng, Christian Torp Carlsen og Mira Lie Nielsen.

"Hammerslag" sendes onsdage kl. 20.00 på DR1.
