29. jan. 2021
Af Majken Munk

Her er årets værter på Dansk Melodi Grand Prix

Martin Brygmann og Tina Müller
Martin Brygmann og Tina Müller
Foto: Betina Garcia/ DR
DR løfter nu sløret for, hvilke to værter der i marts skal guide seerne igennem Dansk Melodi Grand Prix i år.

Lørdag den 6. marts 2021 løber Dansk Melodi Grand Prix af stablen.

Det bliver med to dygtige værter i spidsen, for det er Tina Müller og Martin Brygmann, der skal styre slagets gang.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Debuterende værter

Selv om hverken Tina Müller eller Martin Brygmann før har været værter på Dansk Melodi Grand Prix, så har de megen erfaring i værtsskab bag sig.

Tina Müller har efterhånden 15 års erfaring som sportsvært, mens Martin Brygmanns mangeårige erfaring strækker sig over tv, film og musik.

Sammen skal de guide seerne igennem et flot show, hvor det danske bud på en vindersang ved Eurovision Song Contest i Rotterdam skal findes.

Lyden af barndom

For Tina Müller er det en barndomsdrøm at være vært på Dansk Melodi Grand Prix.

- Dansk Melodi Grand Prix er lyden af min barndom. Som så mange andre har jeg også stået med min hårbørste eller med min DATE-deo foran spejlet på mit værelse og sunget med på Grand Prix-sange. Det har altid været et show, som har skabt glæde, og som har kunnet samle os. Det er jeg sikker på, at vi også kan i år. Mine forventninger er store, og vores fornemste opgave bliver at få skabt en fantastisk stemning, siger hun om tjansen.

Et brag af en musikfest

Det at være vært på Dansk Melodi Grand Prix er en stor ære for Martin Brygmann.

- Dansk Melodi Grand Prix har eksisteret lige så længe, jeg kan mindes, så det er meget stort for mig endelig at skulle være vært! Derudover er jeg rigtig stolt over at skulle være vært sammen med den fabelagtige Tina Müller. Hun er dygtig, har glimt i øjet, og så er hun faktisk lavere end mig! Jeg sætter helt bestemt næsen op efter et brag af en musikfest – også selvom det selvfølgelig bliver et lidt anderledes Grand Prix i år, siger han.

Den 6. marts 2021 er de to dygtige værter klar til at blænde op for Dansk Melodi Grand Prix.

Læs mere om: