9. dec. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Her er forklaringen: Derfor spilles Rumle af en pige i Julehjertets Hemmelighed

Rumle og Thea Sofie Lundbak
Rumle og Thea Sofie Lundbak
Foto: DR
Det er svært at se, at det er 15-årige Thea Sofie Lundbak, der spiller nissen Rumle i "Julehjertets Hemmelighed". Nu forklarer instruktør Poul Berg, hvorfor man har valgt netop hende til rollen.

Nisser har været en del af mange tv-julekalendere gennem tiden, og i DR’s nye julekalender, ”Julehjertets Hemmelighed”, er der også en nisse med.

Han hedder Rumle og er 315 år gammel, og han bor på høloftet over Lindestrupgaard, hvor han bruger tiden på at bage småkager.

Thea spiller en gammel nisse

Hvad man ikke lige tænker, når man ser julekalenderen, er, at nissen i virkeligheden bliver spillet af en 15-årige pige – nemlig Thea Sofie Lundbak.

- Der er flere årsager til det. Vi var så heldige at finde Thea, og så tænkte vi, at hun skulle da spille Rumle. Der er et venskab mellem den her nisse og Karen, og fordi Thea og Karla (som spiller Karen, red.) er jævnaldrende, tænkte jeg, det kunne give noget skønt til deres venskabshistorie i julekalenderen. De klikker godt sammen og er veninder, og jeg tænkte, det var en fordel, fordi det kunne give en god kemi, fortæller Poul Berg, der er forfatter og instruktør på ”Julehjertets Hemmelighed”.

- Derudover er Rumle jo et magisk væsen, og jeg syntes, det kunne være godt at blande det hele lidt ved at få en ung pige til at spille en lidt ældre nisse. Det kunne måske give noget skønt, tænkte jeg, forklarer han videre.

Hver dag inden optagelserne brugte Thea Sofie Lundbak cirka tre timer på at få både kinder, hage, næse og pande på, så hun kunne komme til at ligne Rumle. Derudover bærer hun i julekalenderen også et meget stort skæg, og det er der en god forklaring på.

For at se ud som Rumle bærer Thea Sofie Lundbak nemlig rigtig meget makeup, men skægget får det hele til at se mere troværdigt ud.

- Det er sværere at lave en kvinde, fordi maskeringen er svær at lave, men man kan gemme rigtig meget bag et skæg, forklarer Poul Berg og Rumles udseende.

Thea Sofie Lundbak har nydt at spille en karakter, der er fuldstændig anderledes fra sig selv.

- Det var supersjovt at prøve noget nyt, og som Poul siger at få lov at være noget andet. Han er en hyggelig karakter, siger hun om Rumle.

Thea Sofie Lundbak som Rumle i "Julehjertets Hemmelighed". 
Thea Sofie Lundbak som Rumle i "Julehjertets Hemmelighed".
Foto: DR

Læs mere om: