11. nov. 2022
Af Julie Nolsöe

Her er værterne på Dansk Melodi Grand Prix

Tina Müller og Heino Hansen
Tina Müller og Heino Hansen
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix/Hanne Juul
Nu afslører DR sløret for, hvilke værter der vil stå i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix, når det løber af stablen til februar

Den 11. februar afholdes Dansk Melodi Grand Prix i Arena Næstved.

Nu afslører DR, hvem der skal guide seerne gennem en aften af musik og fest, og valget er faldet på tv-vært Tina Müller og komiker Heino Hansen.

Mens Tina Müller har stået i spidsen for det populære program de seneste 2 gange, er Heino Hansen ny i rollen.

Han ser dog frem til den store aften:

- Jeg glæder mig virkelig meget til at være vært ved Dansk Melodi Grand Prix. Og så på min egen hjemmebane i Næstved, det kan ikke være bedre, siger han i en pressemeddelelse fra DR.

Programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix, Erik Struve Hansen, sætter i pressemeddelelsen ord på, hvorfor valget af værter faldt på lige netop Tina Müller og Heino Hansen:

- Dansk Melodi Grand Prix er en stolt tradition, som binder familier og generationer sammen på tværs. Det fællesskab og den brede appel showet har, vil vi også gerne afspejle i vores værtspar, og derfor er jeg glad for, at Tina og Heino har sagt ja til opgaven. Jeg er sikker på, at de med deres forskellige baggrunde kommer til at supplere hinanden godt og samtidig være godt selskab for seerne, som er en af de vigtigste opgaver for en værtsduo i Dansk Melodi Grand Prix, siger Erik Struve Hansen.

Læs mere om: