
Hun spiller tjeneren Emma i Bag enhver mand: Her har du set Jessica Dinnage før

Julen er slut, og det er sæson for masser af nye programmer. På DR kan man se anden sæson af ”Bag enhver mand”, som det igen er Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der har skrevet og instrueret.
Mange af de velkendte karakterer er tilbage, men der er også et nyt ansigt i form af tjeneren Emma.
Hun spilles af Jessica Dinnage, der bare var teenager, da hun kom ind på skuespillerskolen, og som allerede har vundet flere Robert- og Bodilstatuetter.

Ungt talent
Den 32-årige skuespiller var bare 17 år, da hun til sin egen overraskelse blev optaget på Statens Scenekunstskole, men hun har også lavet alt muligt andet.
- Jeg har været tjener som ung og for ikke så mange år siden åbnede mine venner restaurant Blink i Skagen, hvor jeg var med. Det var interessant at observere dynamikkerne mellem mennesker og magtforhold og præstation og stress og anerkendelse, som er på spil i den branche. Det var fedt at have de erfaringer at trække med ind i serien, fortæller Jessica Dinnage til BILLED-BLADET.
Det var hendes mors veninde Mie Brandt, der i sin tid åbnede hendes øjne for skuespillerverdenen, som hun for efterhånden mange år siden blev en del af.

Mange genkender nok især Jessica Dinnage for hendes rolle i filmen ”Ustyrlig”, der udkom i 2023. Filmen handler om Sprogø-pigerne, og for rollen som Sørine modtog Jessica Dinnage både en Robert og en Bodil.
Nogle år forinden modtog hun ligeledes en Robert for sin rolle i filmen ”Den skyldige”. Filmen udspiller sig udelukkende i en alarmcentral med Jakob Cedergren i den centrale hovedrolle, men hun kan høres som kvinden, der ringer for at få hjælp, fordi hun tilsyneladende holdes som gidsel.
Derudover spillede Jessica Dinnage også en af de bærende roller i den danske Netflix-serie ”The Rain”.
”Bag enhver mand” kan ses på DRTV eller hver fredag på DR1.


