
Husker du Anne og Kalle fra I hus til halsen? Nu er der nyt om deres hus på Alrø

Tidligere på året kunne man følge med i den nyeste sæson af ”I hus til halsen” DR1, hvor eksperterne Line Franck, Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist hjalp danskere med at få solgt deres huse.
Et af de par, man kunne møde i boligprogrammet, var det ældre ægtepar Anne og Kalle, som drømte om at få solgt deres hus på den lille ø Alrø ved Horsens Fjord.
Kalles helbred skrantede. Han led af knogleskørhed og havde nervebetændelse i hænderne, og han og hustruen kunne ikke længere klare at vedligeholde huset. De ville gerne flytte i en lejebolig.
Der havde været over 50 fremvisninger på to et halvt år uden at få huset solgt, og efter en omfattende istandsættelse satte Line Franck husets udbudspris til 1.595.000 kr.
Desværre lykkedes det ikke at få huset solgt. Da der til sidst i programmet blev spolet to måneder frem, var der endnu ikke fundet en køber.
Huset er solgt
Men nu er der nyt om Anne og Kalles hus på Alrø. Og det er godt nyt!
Det fremgår af en boligannonce hos Nybolig, at ægteparrets hus på Alrøvej 350 nu er blevet solgt. Annoncen er ikke længere tilgængelig.
Huset blev ifølge Boligsiden.dk solgt i maj 2025 til en pris på 1.575.000 kr.

Afsnittet af ”I hus til halsen” med Anne og Kalle blev optaget i september 2024. Otte måneder senere kan parret fejre, at der endelig er fundet en køber, og at de nu kan komme videre med deres liv.
Det blev dermed slutningen på en tre år lang jagt efter den rette køber.

