11. feb. 2013
Af af Helle Skram de Fries

Ingen guldbukser til X Factor-Chresten

Chresten Falck Damborg
Chresten Falck Damborg
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
"X Factor" dropper tidligere sæsoners temaer til live-udsendelserne.

Hvis du filosoferer over, hvordan kasket-Chesten vil tage sig ud i en stram guldbuks og støvler med hæl, når temaet i "X Factor" bliver disko, så glem det. Underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, kan nemlig allerede nu afsløre, at der ikke kommer den slags temaer i år.

I første liveshow var temaet "Håb", og resten af sæsonen vil temaerne holde sig inden for følelsesgenren.

- Det er anderledes temaer, end vi er vant til. Det er mere abstrakt end disko, rock eller en bestemt kunstner, lyder meldingen fra underholdningschefen.

- Alle temaer i år bliver en følelse. Det vil være nemmere for deltagerne at finde en sang om eksempelvis håb, krig eller kærlighed. Tidligere fungerede temaerne som forhindringer for deltagerne, men i år får de mulighed for at definere deres stil som artister meget mere, mener Jan Lagermand Lundme - og tilføjer:

- Det betyder altså, at eksempelvis Chresten slipper for at iføre sig guld og glimmer og give den som ABBA.

Chresten var nu ellers selv frisk på at hoppe i et par stramme guldbukser, da BILLED-BLADET talte med ham efter første liveshow.

- Jo, så må jeg jo det, lød meldingen.

Håbet om det flotte syn af crossfit-trænede Chresten i stramme guldbukser har Jan Lagermand Lundme nu slukket. Men når temaet er "krig", kan man måske håbe på noget macho-uniformsagtigt. Her er vestjyske Chresten, der er frivillig i hjemmeværnet, på sikker grund.

Læs mere om: