6. nov. 2014
Af Karina Didriksen

Jens Jørn Spottag fra TV-serien Arvingerne: Jeg nyder at holde fri

Jens Jørn Spottag.
Jens Jørn Spottag.
Foto: Hanne Juul
Skuespilleren er glad for, at han har et par ledige uger i kalenderen, så han kan få lavet nogle småting i hjemmet.

Onsdag aften var der premiere på ”Rasmus Bjerg Solo” på Nørrebro Teater, og Jens Jørn Spottag var en af dem, som havde billet til showet.

Mens hustruen Tammi Øst havde travlt på arbejdet, så havde skuespilleren masser af tid til at gå i teatret.

- Jeg er lige blevet færdig med at spille ”1984” på Betty Nansen, og lige nu går jeg derhjemme og laver lidt småting, blandt andet et hul til en dør, fortalte Jens Jørn Spottag.

Karrieren går godt

- Men jeg nyder at holde fri, det må jeg sige, og det er dejligt, at jobbene kommer lidt i dryp. Det er heldigvis gået meget godt i over 30 år, og jeg er glad for, at mit skema ikke er booket helt op et år ad gangen, forklarede han.

Den 56-årige skuespiller må nyde friheden, så længe den varer. Om et par uger skal han nemlig i gang med prøver til komedien ”Koks i Kulissen” på Det Kongelige Teater, der har premiere til januar.

Det er også omkring årsskiftet, at Jens Jørn Spottag bliver aktuel i sæson to af DR-serien ”Arvingerne” som håndboldfaderen John.

Læs mere om: