8. jan. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Joen Bille spiller Christian 9. i Matadorerne: Så tæt er han på kongehuset i virkeligheden

Joen Bille
Joen Bille
Foto: Hanne Juul
I andet afsnit DR's nye dramadokumentarserie "Matadorerne" dukker Joen Bille op i rollen som Christian 9. I virkeligheden har skuespilleren et ganske nært forhold til nutidens majestæt, dronning Margrethe.

DR har tidligere haft stor succes med dramadokumentaren ”Krag & Virkner”, og hver søndag kan man lige for tiden blive klog på kampen om den danske finanstrone i 1800-tallet.

I ”Matadorerne” følger man de to bankmænd Tietgen og Glückstadt, og i dramadokumentarserien medvirker også en række andre af datidens store danskere.

God ven af dronning Margrethe

Heriblandt Christian 9., der blev født i 1818 og regerede fra 1863. Han var gift med dronning Louise, og i ”Matadorerne” kommer man med til parrets guldbryllup på Amalienborg.

Christian 9., der også er kendt som Europas svigerfar, bliver spillet af 78-årige Joen Bille, der selv har et ganske tæt forhold til den kongelige familie.

Gennem mange år har han og hustruen Bente Scavenius nemlig kommet privat sammen med dronning Margrethe, og de har fejret nytår sammen mange gang – senest for en uge siden.

Joen Bille blev færdiguddannet skuespiller i 1969, og han har haft mange roller på teateret. På film og tv er han blandt andet kendt fra ”Matador”, ”Kassen Stemmer” og ”Marco effekten”.

Siden 1974 har han været gift med kunstkritiker Bente Scavenius, der er godsejerdatter fra Møn, og som teenager blev inviteret ind i de kongelige cirkler som medlem af daværende prinsesse Anne-Maries danseklub. Siden blev hun venner med dronning Margrethe, og både hun og Joen Bille har tilbragt mange timer i majestætens selskab.

- Min relation til dronningen er meget privat, og det har jeg altid prøvet på at holde. Også fordi dronningen er sådan. Det er jo dronningen, der bestemmer, hvor gode venner man er. Det er jo ikke som andre venskaber, hvor du ringer op og sidder en halv time og snakker. Sådan et venskab er det ikke. Det er et venskab, der er opstået, fordi hun også korresponderer godt med Joen. Vi repræsenterer begge noget i samfundet, som interesserer hende dybt. Billedkunst og teater. Det er lige så meget den kombination som mig alene, understregede Bente Scavenius overfor BILLED-BLADET i et stort interview, da hun sidste år fortalte om sin og mandens relation til dronningen.

Bente Scavenius og Joen Bille var begge inviteret med i Det Kongelige Teater, da dronning Margrethes regeringsjubilæum blev fejret i september. 
Bente Scavenius og Joen Bille var begge inviteret med i Det Kongelige Teater, da dronning Margrethes regeringsjubilæum blev fejret i september.
Foto: Hanne Juul

Læs mere om: