Johannes Langkildes drøm går i opfyldelse

Johannes Langkilde

Johannes Langkilde.

Foto: Birger Storm

TV Avisens vært Johannes Langkilde får endnu en rolle på TV i talkshow på DR1.

Onsdag, 14. august 2019 - af Liz Rørsig

Johannes Langkilde bliver ny vært i ”Det politiske talkshow”, som får premiere den 15. august 2019 og vises hver torsdag på DR1. Talkshowet går bag om de vigtigste politiske begivenheder fra ugens løb, og gæsterne er tre politikere fra Christiansborg. 

Den personlige historie

– Jeg glæder mig. I de sidste 15 år har jeg stort set lavet alt på TV undtagen et talkshow. Jeg sagde ja med det samme, for det er et nyt instrument, som jeg ikke har spillet på endnu, og det har været én af mine drømme, fortæller Johannes Langkilde til BILLED-BLADET. 

Få kongeligt krus med BILLED-BLADET
Klik her og læs hvordan!

- Jeg elsker at snakke med mennesker og elsker den kemi, der opstår undervejs. I udsendelsen vil jeg gerne skære overfladen og standardudtalelserne væk og i stedet få den ægte, personlige historie frem - renset for standardudtalelser og spin, siger DR-værten.

Mere tid

Talkshowet kommer til at vare 35 minutter.

 - Det betyder, at jeg har masser af tid i modsætning til TV Avisen, hvor man synes, man har rigtigt god tid, når man har tre minutter, siger TV-værten med et smil. 

Tidligere på året har DR 2 vist ”Det politiske talkshow” med Mette Vibe Utzon i værtsstolen, men nu flytter det altså til DR1 med Johannes Langkilde i selvsamme studie. Han fortsætter med at være vært på TV Avisen, men i mindre omfang end tidligere.