17. nov. 2014
Af Luise Marie Bekker

Johannes Lassen fra 1864: Prøver lykken i Hollywood

Johannes Lassen
Johannes Lassen
Foto: DR
Skandinaviske film og TV-serier hitter i USA lige nu, og flere danske skuespillere har slået igennem som store stjerner i Hollywood. Nu er Johannes Lassen, der spiller Wilhelm Dinesen i "1864", taget til filmbyen for at blive den næste i rækken.

Johannes Lassen, 35, har slået sit navn fast herhjemme med sin rolle som Wilhelm Dinesen i sin første TV-serie, Ole Bornedals "1864", og ganske snart får vi ham at se i DR's næste dramaserie "Bedraget". Til september til næste år kan vi se ham på det hvide lærred som landsholdsspilleren Kent Nielsen i "Sommeren 92" om den danske EM-sejr.

Nu hvor han med sikkerhed har et navn herhjemme, er han rejst til det store udland for at prøve lykken. Derfor befinder han sig lige nu i Hollywood, hvor han er ved at kæmpe sig vej til nogle filmroller.

Ekstra Bladet fangede ham på telefonen, hvor han fortalte:

- Lige nu er Skandinavien rigtig hot. Amerikanerne kan godt lide danske TV-serier. De har set flere af vores serier og har lavet deres egne udgaver af dem. De kender Ole Bornedal fra filmen "possession", der solgte rigtig mange biletter herovre. Og for mig vil det være rigtig sjovt, hvis jeg kan ride med på den bælge, og ellers tager jeg det som en oplevelse. Min agent har sat nogle møder op. Man går jo ikke bare ind selv.

Laver selv stunts

Fordi det kører så godt for Johannes Lassen lige nu, synes han også, at det forpligter til at blive ved med at gøre det godt. Under optagelserne til "1864" arbejdede han også hårdt. Han trænede op til rollen i tre måneder, hvor han blandt andet lærte at ride og fægte, og så udførte han sine egne stunts.

Hans gåpåmod vil bestemt være en fordel for ham i hans jagt på succes i Hollywood.

Læs mere om: