Josefine Høgh i vild udfordring med dansk astronaut
Josefine Høgh har kastet sig ud i sit livs udfordring i et nyt DR-program, hvor hun skal i benhård træning sammen med den danske astronaut Andreas Mogensen.
Den 31-årige sportsvært medvirker i programmet ”Høgh og astronauten – min krop til grænsen”, der får premiere den 6. maj.
- Vi skulle teste, hvad vores kroppe er i stand til i ekstreme situationer. Jeg blev meget klogere på min krop og på mine grænser, og det kom bag på mig, hvor meget det mentale spiller ind, fortæller Josefine Høgh på et pressemøde.
Seks nye programmer
44-årige Andreas Mogensen blev i 2015 den første dansker i rummet, da han fløj til den internationale rumstation ISS. Her arbejdede han i ni dage.
Nu kan han snart opleves i seks programmer på DR1 sammen med sportsværten Josefine Høgh, hvor han også skal udfordre sig selv, både fysisk og mentalt.
I ”Høgh og astronauten – min krop til grænsen” skal makkerparret møde seks forskellige danskere, som dyrker ekstremsport.