
JR fra Hotel Romantik: Sådan går det nu

Gennem otte uger har man kunnet følge 20 modne singler i ”Hotel Romantik”, og fredag aften løb det sidste afsnit over skærmen.
Undervejs i datingeventyret har seerne blandt andre kunnet følge JR, og flere af kvinderne giver i programmet udtryk for, at de synes, han er en sød og spændende mand.
- Jeg kunne godt mærke, at de gerne ville tale, og det var fint nok. De var søde og rare og venlige, men der var ikke noget, der fangede mig. Der var ikke noget kærestepotentiale for mig. Det gik hurtigt op for mig, fortæller JR.

I de sidste par afsnit har man ellers set ham tilbringe en del tid sammen med Femia, og de to havde det da også rigtig godt med hinanden under opholdet i Schweiz.
- Jeg havde god kemi med alle kvinderne og særligt med Femia. Vi grinede og hyggede os sammen. Men det var som venner. Hun er en sød pige, men der var ikke den der forelskelse, siger han om relationen til Femia.

Derfor var det heller ikke en overvejelse fra JR’s side, at de skulle blive sammen på hotellet, når optagelserne sluttede, ligesom han heller ikke havde noget ønske om at komme i hytten.
- At sidde dernede og flette fingre og kigge hinanden dybt i øjnene, det ville være falskhed, siger JR, der ikke ønskede at ’tage pladsen’ i hytten fra nogle af de andre deltagere, som rent faktisk havde en chance for at bygge videre på en romantisk relation.
I Schweiz udvekslede han og Femia telefonnumre, og de har også været i kontakt hjemme i Danmark.
- Vi har snakket sammen og grinet over den oplevelse, vi har haft. Men vi har ikke mødtes. Det er udmærket. Men hun har inviteret mig til at kigge forbi, hvis jeg er på de kanter, siger JR om Femia, der bor i Jylland, mens hans selv bor i Valby.

JR er ikke og har aldrig været på nogen sociale medier, så derinde oplever han ikke al den opmærksomhed, som mange af de øvrige deltagere har fået hen over sommeren, hvor programmet er blevet sendt. Men når han bevæger sig rundt i bybilledet, mærker han tydeligt, at rigtig mange har fulgt med i ”Hotel Romantik”.
- Jeg får en masse god respons fra alle de damer, jeg møder. Unge mennesker, mænd kvinder, piger, drenge og ældre. Hver dag bliver jeg stoppet på gaden. ”Vi stemmer på dig”, siger de, som om jeg er med i et quizprogram. Det er rigtig sødt af dem, lyder det med et smil fra JR, der fortsat er single.
