Kathrine og Michael fra Gift ved første blik: Nyt hjem i Aarhus
Boligdrømmen gik ikke i opfyldelse, da Michael og Kathrine Kelså Harders var på jagt efter et nyt hjem i Aarhus i ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” på TV 2.
Parret, som blev smedet sammen og fandt kærligheden i den seneste sæson af ”Gift ved første blik” på DR1, vil gerne flytte fra Silkeborg til Aarhus og på sigt stifte familie. Og på TV talte Kathrine drømmende om at få plads til en praktisk vaskesøjle i parrets kommende bolig.
Efter TV-optagelserne er der heldigvis godt nyt fra det jyske.
- Vi har fundet en lejelejlighed i Viby J, som vi flytter ind i den 1. oktober, fortæller Kathrine til BILLED-BLADET, inden hun med et grin bekræfter, at hun får sit brændende ønske opfyldt i den nye bolig: - Der er nemlig vaskesøjle!
Kathrine søger nyt job
Michael har tidligere fortalt til BILLED-BLADET, at han begynder nyt job i Aarhus til september. Kathrine er uddannet skolelærer og klar til nye udfordringer på Aarhus-egnen.
- Jeg er i gang med at søge job. Så jeg håber snart, at der er bid, fortæller hun.