25. jun. 2020
Af af Liz Rørsig

Kristian Ring-Hansen Holt: Mine skjulte talenter

Kristian Ring-Hansen Holt
Kristian Ring-Hansen Holt
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Tv-værten drømte faktisk om at blive skuespiller.
Som helt ung drømte den 48-årige vært på "Aftenshowet", Kristian Ring-Hansen Holt, om at blive skuespiller. Men efter at faderen sagde, at det ”ikke var et job at være skuespiller”, blev det til gengæld til en masse teater i gymnasiet og på lokalscenen i Haderslev, hvor Kristian er vokset op, og senere valgte han at følge journalistsporet.
I tv-jobbet er der også en glimrende mulighed for at kombinere journalistikken og skuespilevnerne.

Spillede til morfars begravelse

– Det er gået op for mig, at det at være journalist er én ting, men at lave tv er journalistik plus skuespil, for tv er en redigeret verden, forklarer DR1-værten, der har mange strenge at spille på. Foruden interessen for skuespil spiller musikken en stor rolle.
– Jeg har arvet min morfars cello. Han sagde, at jeg måtte få den, hvis jeg spillede til hans begravelse, og det gjorde jeg. Jeg spiller også klaver og har været barpianist for mange år siden. Musikken får mig til at slappe af, men jeg kobler allermest af ved at løbe og træne, for det gør mig glad. Det gør musikken også, men træningen er mere en mental ting.
Kristian Ring-Hansen Holts familie består af hustruen Julie og parrets datter Hannah, ni, ligesom Kristian er far til Viktor på 18.

Læs mere om: