16. jan. 2014
Af Karina Didriksen

Lars Mikkelsen er skurk i Sherlock: Jeg kendte ikke serien

Lars Mikkelsen.
Lars Mikkelsen.
Foto: Krestine Havemann
Den danske skuespiller medvirker i tredje sæson af den britiske TV-serie om mester-detektiven Sherlock Holmes.

Lars Mikkelsens medvirken i DR-serierne ”Forbrydelsen” og ”Borgen” har gjort ham til et kendt ansigt ud over Danmarks grænser.

Derfor fik han tilbudt en rolle i tredje sæson af den britiske successerie ”Sherlock”, som han straks takkede ja til – selv om han ikke havde det store kendskab til serien.

- Jeg kendte ikke rigtig serien, hvilket jo viste sig at være temmelig pinligt, for det er edderma'me en fed serie. De spiller fuldstændig fænomenalt, og kemien mellem de to hovedroller er så god, fortæller Lars Mikkelsen til Metroxpress.

Det kloge er sexet

Han kan godt lide den legende måde, historierne fortælles på i TV-serien om mester-detektiven Sherlock Holmes, fordi han mener, at det gør publikum klogere.

- Dens motto kunne være: "Intelligent er det nye sexede". Man har set nok serier nu med en helt med sixpack, og det gør det ikke rigtig for mig mere. Det her taler til mig som intelligent publikum, forklarer Lars Mikkelsen til avisen.

Lars Mikkelsen kan opleves i rollen som superskurken Charles Augustus Magnussen, når ”Sherlock” vises på DR3 søndag kl. 21.00

Læs mere om: