Lars Mikkelsen tilbage på tv i historisk serie
Lars Mikkelsen havde stor succes som fortæller i DR’s ”Historien om Danmark”, og søndag aften er han tilbage på skærmen i en ny tv-serie.
Den 56-årige skuespiller er hovedfortæller i DR’s stortanlagte, historiske serie ”Grænseland” om Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i 1920.
Arbejdet med serien begyndte tilbage i 2018, og det har været en fornøjelse for Lars Mikkelsen at være med på holdet.
Demokrati og frihed
- Under arbejdet med ”Grænseland” står det klart for mig, at i det land, hvor jeg bor, er der uendelig mange mennesker, der har kæmpet på mine vegne og for mine rettigheder, fortæller Lars Mikkelsen til dr.dk og fortsætter:
- Det er årsagen til, at jeg i dag kan bo i et land, der bygger på demokrati og på frihed. Hvis jeg kan være med til at brede ud, hvordan vi som land kom hertil, ja, så gør jeg det med den største glæde.
Serie på fire afsnit
Serien på fire afsnit dykker ned i årene 1840 til 1920, fra tiden før den 1. Slesvigske Krig, krigen i 1864, til Første Verdenskrig og selve Genforeningen i 1920.
Udover Lars Mikkelsen medvirker en lang række danske skuespillere og eksperter.
”Grænseland” har premiere søndag den 17. maj kl. 20.00 på DR1.