Lickety-split røg ud af X Factor
Fredag aften blændede DR op for det første ”X Factor”-liveshow i den nye sæson, og de 13 deltagere fordelt på ni forskellige solister og grupper var klar til at erobre publikum, dommere og TV-seere.
Først sang Pernille Nordtorp, derefter fulgte gruppen "lickety-split", Mathias Chrøis, gruppen "ManBand", Fie Winther, Lucy Mardou, gruppen "Anthony Jasmin", Steffen Gilmartin og til sidst Henriette Haubjerg.
Der var masser af opbakning til de spændte deltagere fra publikum, og flere havde medbragt skilte, der viste, hvem de hver især havde som favorit.
"ManBand" begejstrede dommerne
I løbet af ugen har bookmakerne ment, at det var trioen "ManBand", der blev de første til at sige farvel til ”X Factor”, men sådan skulle det ikke gå. Deres fortolkning af Flaming Lips-nummeret ”Do you Realize” begejstrede dommerne og således også TV-seerne, der stemte "ManBand" videre i konkurrencen.
- I kan jo synge for f.... sake, udbrød Lina Rafn og tilføjede, at herrerne havde imponeret.
Også Remee havde masser af ros til "ManBand":
- Jeg elsker, hvordan bookmakerne altid tager fejl. Thomas (Blachman, red.) er gået hele vejen, sagde Remee blandt andet og roste også sangvalget:
- Det er et sindssygt godt valg til jer.
Og Thomas Blachman var tydeligvis stolt af sin mande-trio og fastslog at ”manden er fantastisk”.
Solist og duo skulle kæmpe
Stor var spændingen, da værtinden Eva Harlou efter pausen skulle fortælle, hvilke deltagere, der var gået videre til næste liveshow og hvilke, der skulle synge igen. En efter en blev deltagerne sendt videre, indtil der til slut kun stod Thomas Blachmans duo ”lickety-split”, bestående af Patrick og Lina, og solisten Pernille Nordtorp, der er fra Remees gruppe af solister over 23 år, tilbage.
Pernille Nordtorp var den første på scenen, da ”X Factor”s første liveshow gik i gang, og hun var også den første, der åbnede ballet, da der skulle synges for overlevelse efter pausen.
- Det var fedt, det var i hvert fald indefra, sagde Pernille efter sin anden optræden og tilføjede, at det selvfølgelig ikke var en drømmesituation at skulle synge igen.
Efter at "lickety-split" havde sunget, var det tid til, at dommerne skulle tage den svære beslutning. Remee ville beholde sin egen deltager Pernille og pegede derfor på, at duoen skulle hjem, mens Thomas Blachman ville beholde sin gruppe og mente, Pernille skulle hjem.
Lina Rafn havde det afgørende ord
Dermed var afgørelsen op til Lina Rafn, og beslutningen var svær at træffe.
- Ingen af jer er dårlige, det er det, der er problemet, sagde Lina Rafn blandt andet og mente, at årsagen til, at "lickety-split" ikke havde fået lige så mange sms-stemmer var, at folk ikke havde nået at lære dem at kende, og Lina Rafn understregede, at hun syntes, duoen var rigtig god.
Beslutningen skulle træffes, og henvendt til Pernille sagde Lina Rafn:
- Jeg tror på, at du står i fare, fordi ingen troede, du havde behov for opbakning, og derfor sender jeg "lickety-split" hjem.
Dermed var duoens exit fra ”X Factor” en realitet, og Patrick og Lina fra ”lickety-split” var tydeligt kede af, at deres musikalske rejse allerede var slut.
En rystet Thomas Blachman trøstede sin duo på bedste vis.
- Det har været en kæmpe fornøjelse, sagde han blandt andet og tilføjede:
- I gjorde det vildt godt.