10. feb. 2012
Af af Britta Bjerre/SØNDAG og Louise Møller

Lillian Gjerulf Kretz: Jeg har lært mig selv at meditere

Lillian Gjerulf Kretz
Lillian Gjerulf Kretz
Foto: Lars Laursen
Lillian Gjerulf Kretz har en travlt hverdag, men tager sig tid til at holde sig i form - fysisk og mentalt

Nyhedsoplæseren på TV Avisen har en travl hverdag. Hun er mor til en søn på to år og gift med DR-kollegaen Steffen Kretz, der er vært og international korrespondent.

Men hun tager sig tid til både den fysiske og den mentale motion. For begge dele er vigtigt, mener hun.

Da Lillian Gjerulf Kretz vendte tilbage til TV Avisen efter endt barsel, var hun slankere end nogensinde. Og det er hun blevet ved med at være.

- Det kan vist gå to veje, når man har født, siger hun, - enten kommer man til at kæmpe med vægten, eller også taber man sig nemt. Jeg var en af de heldige.

Når man spørger den 37-årige nyhedsvært, hvordan hun holder sig i form, får man dette tænksomme svar:

- Jeg prøver at løbetræne tre gange om ugen. Lad mig understrege: prøver. Desuden dyrker jeg pilates og er lige begyndt på yoga. Og så har Steffen og jeg kastet os ud i kite-surfing.
- Men ét er den fysiske del af at være i god form, den mentale del er mindst lige så vigtig, siger hun videre.

- Vi higer vel alle sammen efter at finde den indre ro. Og set i forhold til den påvirkning, vi alle sammen ligger under for udefra om hele tiden at være "på", er det vigtigt også at kunne trykke switch off, trykke på off-knappen og virkelig lukke ned.

- Det betyder i hvert fald meget for mig.

- Jeg har f.eks. lært mig selv at meditere og er stadig i gang med det. Det gør jeg netop for at kunne komme i ro og balance igen, når jeg pludselig kan mærke, at nu har jeg for meget om ørerne. Det er svært, og jeg arbejder stadig med det, men jeg tror jo på, at den mentale gymnastik er mindst lige så vigtig som den fysiske, siger Lillian.

Læs mere om: