Lise Rønne: Frustreret over at blive kaldt for tynd
Lise Rønne har prøvet det før: At skulle høre for sin spinkle kropsbygning. Og da den 35-årige TV-vært for nylig landede jobbet som vært for Eurovision i næste uge, måtte hun til sin store frustration igennem det igen, fortæller hun i et interview i Alt for damerne.
På dagen hvor hun og de to øvrige værter, Pilou Asbæk og Nikolaj Koppel, blev offentliggjort, kom hun til at klikke på flere debatindlæg på nettet - og mange af de utilfredse kommentarer var rettet mod hende. Langt de fleste kom fra kvinder.
- Det var igen noget a la "hvorfor hende, hun er alt for tynd". Buff! Der landede jeg lige lidt hårdt - oven på, at det havde været sådan en god dag. Jeg er jo ikke lavet af sten, bare fordi jeg er tv-vært, siger Lise.
- Primært bliver jeg ikke ked af det, men jeg kan godt blive frustreret over, at det skal skygge over, om jeg er den rette til jobbet. For jeg har en masse erfaring og er kvalificeret til at stå på den scene. Det var så ærgerligt, at det skulle farve min oplevelse af det, der tegnede til at blive verdens bedste dag, siger TV-værten og fortsætter:
- Og så undrer det mig, at det er så bredt accepteret at tage dårligt om og til hinanden. Vi har så travlt med at fortælle vores børn, at de ikke må mobbe og hænge hinanden ud på nettet. Jeg tror, vi ville komme rigtigt langt, hvis vi startede med os selv, lyder det fra TV-værten, der fastslår, at hendes krop er slank fra naturens hånd.