Lise Rønne: Jeg elsker at være mor
- Jeg synes faktisk ikke, det er hårdt, men tværtimod skønt og sjovt at have sådan en størrelse på halvandet, og jeg elsker at være mor, fortæller Lise Rønne. Hun ser aldeles pragtfuld ud, da vi møder hende til pressemødet som optakt til femte omgang af "X Factor", hvor hun atter er vært.
- Nelson er rigtig skæg nu og snakker hele tiden. Det er skønt, at han forstår, hvad man siger - og at man kan sige til ham: "Giv lige far et kys" eller "smid lige det her i skraldespanden," smiler Lise, der danner par med Mikkel Lucas Overby.
Selvom hun ikke synes, det er hårdt, erkender Lise Rønne, at hun er nødt til at være mere struktureret, efter at hun er blevet mor.
Begyndt at komme rynker
- Der er mere planlægning, men jeg synes, jeg henter meget overskud i hverdagen. Jeg synes heller ikke, det er hårdt at lave "X Factor", og jeg glæder mig helt vildt. Det fylder meget, fordi man bliver så grebet af det og får deltagerne tæt ind på livet, men det giver til gengæld også så meget den anden vej.
På nogle fronter kan Lise Rønne dog godt mærke, at det kniber med at få tid til det hele. Fitness, løb og wellness er der ikke noget af.
- Det får jeg overhovedet ikke tid til, og når jeg kigger mig i spejlet, kan jeg altså godt se, der er kommet nogle rynker hist og her, griner Lise Rønne, men forsikrer samtidig:
- Nej, jeg kunne ikke finde på at få fikset noget. Jeg brokker mig heller ikke over det, men konstaterer bare, at sådan er det.
BILLED-BLADETs udsendte ser absolut ingen rynker på den rutinerede TV-vært. Kun et par søde smilehuller.