11. sep. 2013
Af af Tóra Effersøe Mortensen, MAD & BOLIG, Aller Media

Livsstil - Den store Bagedyst: Annemette giver bagetips

Annemette Voss kendt fra DR's "Den store bagedyst".
Annemette Voss kendt fra DR's "Den store bagedyst".
Foto: Privat
Den store Bagedyst er i fuld gang på DR – og en af de deltagere, der allerede nu har skilt sig lidt ud med sine smukke kagekreationer er 29-årige Annemette Voss. Nu kan du få hendes bedste bagetips.

Når Annemette går i køkkenet for at bage, er det især kager, der står på menuen. Hun beskriver sig selv som kagebager, der sætter stor pris på det æstetiske og perfektionistiske. Men hun understreger, at smagen altid er det primære. Hendes ambition er, at øjet skal imponeres og inspireres og ganen skal overraskes, udfordres og stimuleres.

- Jeg tilmeldte mig for at inspirere andre til at bage for at imponere med de små kunstværker, jeg ved, jeg kan præstere og for at lære en hel masse nyt om smag, pynt og bagning generelt, siger hun til magasinet MAD & BOLIG.

Annemette drømmer om at vinde ”Den store Bagedyst”, og indtil videre tegner det meget godt.

- Jeg er en vinder helt ind i hjertet, og jeg går ind i en konkurrence for at komme ud som vinderen. Jeg håber at deltagelsen i programmet kan føre en masse nye spændende og uventede oplevelser med sig. Jeg siger aldrig nej til nye oplevelser, siger hun.

HER FÅR DU ANNEMETTES BEDSTE BAGETIPS:

Bagetid

Når man bager, er det vigtigt at have en sans for bagetid. Man skal ikke nødvendigvis følge opskriften slavisk. Man skal se på sin kage og bemærke, hvordan den udvikler sig i ovnen og samtidig forholde sig til, om det ser rigtigt ud. Man skal stole på sin egen sans for bagningen.

Eksperimenter

Man skal turde eksperimentere, hvis man har en god idé, så prøv at føre den ud i livet. Det er vigtigt at turde fejle, når man er i køkkenet - det er den eneste måde at blive bedre og klogere på. Smag på dine fejl i stedet for at drøne dem i skralderen. Det er sjældent så slemt, at man ikke kan lære noget af det!

Tålmodighed

Tålmodighed er en dyd, når man bager. Man skal have tid, ro og overblik, når man bager. At få en succes, der er både bagt rigtigt, tager sig flot ud og smager himmelsk, kræver tid og ro. Inden man pynter sin kage, bør man lige træde et skridt tilbage og lægge en plan, inden man går i gang, så man kender det resultat, man gerne vil opnå på forhånd. Det gør det meget nemmere at nå "sikkert i land".

Læs mere om: