Lotus Turéll om sin barndom: Helt ødelagt indeni

Foto: AOP
I to programmer på DR1 tager forfatteren Dan Turélls datter, Lotus Turéll, på en rejse tilbage til barndommen. Et barskt tilbageblik på en barndom præget af alkoholmisbrug men også af stor kærlighed.

I to programmer på DR1 sætter Lotus Turéll fokus på de skader børn får af at vokse op med omsorgssvigt i familien. I det første program, der blev sendt på DR1 mandag den 19. september, fortalte en hudløs ærlig Lotus Turéll om en barndom med en far, der var dybt alkoholafhængig.

Men også en far, der uden tvivl elskede sin datter højt. Og som samtidig var kendt og beundret af hele Danmark som den store forfatter Dan Turèll.

Foto: DR

Lotus Turéll: Jeg har været dygtig til at camouflere problemet

- Jeg har selv været enorm dygtig til at camouflere mit problem ved at være en mønsterelev som barn og som voksen have fuld fart på – altid med en fyldt kalender. På overfladen fuld af ressourcer men indeni helt ødelagt," siger Lotus Turèll til dr.dk.

Hun har i dag har gjort det til sin levevej at hjælpe andre i en lignende situation. 

LÆS OGSÅ: Lotus Turéll holder foredrag om omsorgssvigt

Tilbage på Dan Turèlls stamværtshus

I programmet tog Lotus Turéll seerne med tilbage til nogle af de værtshuse, hvor Dan Turèll havde sin daglige gang, og hvor Lotus ofte tilbragte tid sammen med sin far. Hun opsøgte mennesker fra fortiden, der kunne hjælpe med at sætte ord på en barndom, som hun kun husker i fragmenter. Bl.a. talte hun med sin lærer, sin vuggestuepædagog, og gav seerne indblik i den aften, hvor hun som lille vågnede alene hjemme i lejligheden og måtte ned og finde sin far på det lokale værtshus.

Svært at opdage hemmeligheden

I det andet program, der sendes den 26. september klokken 20.45, er Lotus Turèll på sporet af alkoholmisbrug i andre middel- og overklassefamilier. Lotus ser på, hvorfor det er så svært at spotte netop disse børn og unge samt, hvilke massive problemer de ofte har både under og efter opvæksten.

- Jeg håber, at programmerne kan være med til at skabe mere viden og en åben og ærlig debat om, hvordan vi kan hjælpe de svigtede børn og deres familier. Det er som om, at vi som samfund har svært ved at begribe, at man kan have voldsomme psykiske skader, når facaden er pæn og man samtidig præsterer på fornemmeste vis, siger hun til DR.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden