Louise Wolff og Nikolaj Koppel danner igen par på TV
Ligesom ved sidste års Danmarks Indsamling er det igen i år Louise Wolff og Nikolaj Koppel, der styrer slagets gang ved det store indsamlingsshow lørdag den 1. februar, hvor DR sammen med 12 af Danmarks største humanitære organisationer skal få folk til at åbne pengepungen og støtte det gode formål.
- Det er ekstremt tilfredsstillende at få lov at gøre et stykke arbejde, der så konkret betyder en forskel for mennesker, som mangler så meget. Når vi alle sammen både før og på selve indsamlingsaftenen lægger alle kræfter i, er der mennesker, som helt konkret får mad at spise, får hjælp til at få en plejemor eller får adgang til en fødselsklinik, udtaler Louise Wolff i en pressemeddelelse.
Skal hjælpe forældreløse børn
Temaet for indsamlingen i år er ”Når mor mangler”, og det dækker over, at pengene går til 12 projekter, der blandt andet skal forebygge hiv og aids blandt kvinder i Malawi, bekæmpe mødredødelighed i Nepal, Afghanistan og Cambodja, ligesom at man også vil hjælpe forældreløse børn i Zambia til en bedre fremtid.
TV-vært Louise Wolff rejser snart til Cambodja for at besøge nogle af de familier, der får gavn af de danske penge.
Børnedødeligheden i landet er blandt Asiens højeste, og hver dag dør omkring 50 børn under fem år.
Også mødrene er hårdt ramt – Cambodja er et af de lande i Asien, hvor mødedødeligheden er højest, og det skyldes som regel fattigdom, manglende sundhedshjælp og lang afstand til sygehuse og klinikker.
Sætter tingene i perspektiv
- Som vært har jeg en vigtig opgave i forhold til at gøre noget, der ligger langt fra vores hverdag konkret for seerne. Det er altid en øjenåbner at få lov at tage af sted på sådan en tur, ligesom det er enormt givende at møde mennesker, der har det så anderledes end os. Mennesker, der har så lidt mellem hænderne, men som stadig er fulde af håb, drømme og ambitioner for et bedre liv. Det sætter tingene i perspektiv, udtaler Louise Wolff i pressemeddelelsen.
I løbet af januar vil en del af DR’s sendeflade på TV og radio være dedikeret til forskellige historier, konkurrencer og auktioner med forbindelse til indsamlingen, og det store TV-show sendes direkte fra det tidligere Flyvestation Værløse lørdag den 1. februar fra klokken 19.00 på DR 1.