Madi fra Mit Publikum: Kønsskifteoperation må vente
- Skal jeg få foretaget en kønsskifteoperation? Sådan spurgte Madi sit publikum i DR-programmet "Mit publikum", som blev sendt onsdag aften.
Madi fik aldrig et svar. Publikum valgte i stedet at give hende en række råd, som skulle give hende ro og overskud til selv at træffe den endelig beslutning.
Publikum rådede Madi til at få en bedre boligsituation – eventuelt gøre mere ud af sit hjem. De opfordrede desuden til at hun fandt sig et nyt job eller bar over med de kommetarer, som kunder og kollegaer kom med. Disse kommentarer gik på, at Madi levede som kvinde, selv om sygesikringsbeviset fortæller noget andet.
Havde håbet på afklaring
Ude og Hjemme ringer til Madi for at høre, hvordan det er gået hende, siden programmet blev optaget.
Selv om Madi naturligvis havde håbet på en endelig afklaring, er hun glad for sin medvirken i programmet og publikums råd.
Hun kalder selv oplevelsen for ’et spark i røven’. Et spark som har betydet, at hun nu har sat sit hus til salg og begivet sig ud i en karriere som selvstændig erhvervsdrivende. Om ganske kort tid åbner hun således skønhedssalonen Body Beauty i Glostrup.
Ens køn sidder ikke mellem benene
Da Ude Og Hjemme spørger Madi, om hun efter sin medvirken i programmet er nået frem til en afklaring, tøver hun et øjeblik og siger så:
- Det er mere kompliceret end som så. Jeg mener ikke at ens køn sidder mellem benene. Det er meget mere end det.
Hun fortæller, at det i Danmark kun kan lade sig gøre at få foretaget et juridisk kønsskifte, når man har fået foretaget et kropsligt indgreb. Det kropslige indgreb er meget svært at blive godkendt til i Danmark – især når man ikke er helt ung længere. Under en samtale på sexologisk klinik sagde en psykolog uden tøven:
- Vi opererer jo ikke sådan nogle halvgamle transvestitter som dig.
Må selv betale operation
Madi mener, at det er vigtigt at give transkønnede mulighed for et juridisk kønsskifte og kæmper for, at der bliver indført ny lovgivningen om dette. Først når det juridiske er på plads, føler hun sig klar til at vurdere, om hun skal have foretaget operationen. Beslutter hun sig for at blive opereret, føler hun sig tvunget til at få det gjort i Thailand – og selv betale de 100.000 kr. det koster.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun har fundet kærligheden svarer Madi, at hun har haft en kæreste, men at det er sluttet igen. Hun fortæller at de er blevet bedste veninder og tilføjer, at det da også bedre at have en god veninde end en kæreste.