Mads Steffensen i nyt TV-program med Jacob Riising: Det bliver rørende
De danske TV-seere har været vant til at se Jacob Riising rejse rundt med sin mor, men i øjeblikket er det kollegaen Mads Steffensen, som nyder godt af TV-værtens selskab.
Mads Steffensen og Jacob Riising er nemlig i gang med at optage et helt nyt program til DR1.
- Der kommer en serie efter sommeren med Jacob Riising og mig, der hedder ”Nærradiofonien”, fortalte TV-værten, da han var til Folkemøde på Bornholm.
På tur i campingvogn
- Her kører vi rundt bestemte steder i Danmark i en campingvogn og laver et interimistisk radiostudie, hvor vi snakker med de folk, der bor der, fortsatte TV-værten.
Det er første gang, at Mads Steffensen og Jacob Riising laver et TV-program sammen, men de kendte hinanden i forvejen.
- Vi er i gang med optagelserne nu. Det bliver stærkt, rørende og sjovt, og jeg glæder mig meget til det, fortalte Mads Steffensen til BILLED-BLADET.