5. jan. 2023
Af Julie Nolsöe

Marc og Michelle vandt Nytårsbagedysten: Det skal de nu

Marc og Michelle er på hold sammen i "Den store jule- og nytårsbagedyst".
Marc og Michelle er på hold sammen i "Den store jule- og nytårsbagedyst".
Foto: DR
Det blev Marc og Michelle, der løb med sejren i årets jule- og nytårsbagedyst, og begge vindere har planer om fortsat at lade bagekunsten fylde i deres liv

Kanel, marcipan, farverige drinks og festlig stemning.

Alt dette fyldte bageteltet, da 10 deltagere fra "Den store bagedyst 2022" atter gik ind i kampen om at kreere de flotteste og mest velsmagende bagekreationer i "Den store jule- og nytårsbagedyst" på DR.

Til forskel fra "Den store bagedyst" kæmpede deltagerne i makkerpar i "jule- og nytårsbagedysten".

Efter julebagedysten blev to par udskilt og tre par gik videre til nytårsbagedysten med håbet om til sidst at kunne hive pokalen hjem.

Parrene, der gik videre til nytårsbagedysten, var Amrinder og Klaus, Jasper og Susanne samt Marc og Michelle.

Årets deltagere i Den store julebagedyst
Årets deltagere i Den store julebagedyst
Foto: Carsten Mol/DR

Glade vindere

Efter at have været gennem både den hemmelige udfordring og leveret deres mesterværk, blev det til sidst Marc og Michelle, der løb med sejren i "jule- og nytårsbagedysten".

Begge har de planer om at fortsætte med at lade bagekunsten fylde i deres liv, selvom de også er glade for det arbejde, de har til hverdag.

Vil inspirere andre

29-årige Michelle Olsen, der til daglig arbejder som distriktchef, har flere forskellige planer om, hvordan hendes evner i køkkenet fortsat kan komme til at betyde noget for andre:

- Jeg håber, at jeg kan inspirere og få flere i køkkenerne. Jeg ønsker, at jeg med tiden kan lave kurser i de dele af bagværket, jeg er stærk i, siger Michelle til BILLED-BLADET og fortæller desuden, hvordan man kan få mulighed for at smage hendes kager:

- Derudover håber jeg, at jeg fremadrettet skal lave mange flere kager på bestilling hjem til folks stuer.

Har fået nyt arbejde

Også den anden del af vinderparret, nemlig 32-årige Marc Kjær Nielsen, der til daglig arbejder som tatovør, kan sagtens forestille sig, at bagekunsten vil følge ham i hans fremtidige planer.

Lige nu ligger hans fokus dog et andet sted.

- Hvad der skal ske fremover er svært at sige. Lige nu er jeg igang med at falde lidt på plads på min nye arbejdsplads, så det er meget i fokus, fortæller Marc, der fortsat arbejder som tatovør men altså nu et andet sted.

- Men man ved aldrig, hvad der kommer til at ske. Måske jeg skal præve kræfter med det salte køkken, lyder det eftertænksomt fra Marc.

Læs mere om: