Maria Rich om rollen i Bedrag: Jeg får lukket op for noget vildskab i Anna

Maria Rich.

Maria Rich.

Foto: Birger Storm

Skuespilleren Maria Rich er glad for, at hendes karakter i tredje sæson af DR-serien ”Bedrag” bryder de faste rammer.

Søndag, 17. februar 2019 - af Karina Didriksen

Maria Rich elskede at spille rollen som bankdamen Anna i ”Bedrag”, der i løbet af tredje sæson er gået fra at være en betroet medarbejder til at blive en del af det kriminelle miljø.  

I søndagens afsnit af DR1-serien truer Anna med at slå sin chef Nete ihjel, hvis hun sladrer om hvidvaskningen af penge, og Maria Rich har nydt at vise en ny side af sin karakter.

- Anna ligger meget væk fra mig, som hun er i starten, men det er klart, at jo mere hun roder sig ud i nogle ting, jo mere får jeg også lukket op for noget vildskab i hende, som jeg helt klart kan trække på fra min egen vildskab, fortæller Maria Rich til BILLED-BLADET.

Hverdagen blev et fængsel

Bankdamen Anna roder sig ud på dybt vand i jagten på et meningsfyldt liv, og det har 45-årige Maria Rich forståelse for.

- Inde i sig har Anna en stor begavelse, kreativitet og lidenskab, som hun ikke har noget sted, hun kan komme af med eller udtrykke, siger skuespilleren og tilføjer:

- Hverdagen i banken og derhjemme var blevet et fængsel for hende, så jeg synes kun, det var sjovt at tilføre den her pæne bankdame noget kreativitet og vildskab.

Maria Rich kan ses i tredje og sidste sæson af ”Bedrag” hver søndag kl. 20.00 på DR1. Der er tre afsnit tilbage af krimiserien.