26. dec. 2015
Af Maria Rode Olsen

Mark Stokholm skal holde nytår med familien

Mark Stokholm.
Mark Stokholm.
Foto: Jeppe Michael Jensen
For første gang i flere år kan Mark Stokholm være med til at fejre nytåret hjemme hos sin familie.

Det er ikke alle, der kan holde fri fra arbejde nytårsaften for at hygge sig derhjemme med venner og familie.

TV-vært Mark Stokholm har de sidste fire år skullet arbejde nytårsaften, men i år har han fået lov til at holde fri, og det giver muligheden for at være sammen med familien hele aftenen.

- Jeg plejer som regel at komme midt i mad og champagne, så det bliver rart at kunne hygge med familien hele dagen i stedet for, siger den 42-årige vært på "Aftenshowet".

For selv om der er en hel speciel stemning på arbejdspladsen den 31. december, tror Mark Stokholm ikke, han kommer til at savne den skæve arbejdsdag.

Til gengæld ser TV-værten frem til endnu et år på "Aftenshowet", når hans juleferie er forbi.

Mere fokus på familielivet

Mark Stokholm ser også frem til at kunne bruge meget mere tid sammen med sin kone og to børn i år 2016, når han ikke er på arbejde.

Familien har det seneste år været i gang med en stor renovering af deres hus i Roskilde, og det har fjernet en del tid fra familiens fælles aktiviteter.

- Der skal være mere fokus på familietiden igen, og det bliver rart med noget mere tid sammen, for der har været stort fokus på huset det her år, siger han.

Sammen med Ulla Essendrop kigger Mark Stokholm tilbage på årets store begivenheder i "Året der gik", 2. juledag klokken 20 på DR1.

Læs mere om: