Matilde Kimer: Drømte om at blive musicalstjerne
Matilde Kimer er en fremragende og frygtløs krigskorrespondent for DR1 i Ukraine. Men som ung drømte hun om at lave noget helt andet. Hun ville være musicalstjerne, og hun gjorde også noget ved det.
Mens hun gik på gymnasiet i Slagelse, deltog hun i alt, hvad hun komme til af skoleteater og lokale amatørforestillinger. Bagefter tog hun tjenerjobs i København for at spare sammen til en musicaluddannelse i London.
- Jeg var sgu meget god til at synge, men fordi jeg gerne ville gå musicalvejen, var det ligesom ikke nok bare at stå der og skråle. Jeg skulle også kunne danse og spille lidt skuespil. Og dér mødte jeg straks andre udfordringer, ler Matilde Kimer.
Flere år i træk gik hun til optagelsesprøver på forskellige musicalskoler i London. Omsider gik hun videre til anden runde på hendes foretrukne skole, men hun valgte frivilligt at punktere sin ungdommelige livsdrøm.
– Jeg var 21 år og kunne se, at jeg bare ikke var god nok i forhold til alle de andre smukke og markant yngre balletnymfer, som sad rundt omkring mig til den der audition. Jeg tænkte, at jeg måske hellere skulle se at blive voksen og bruge mit liv på noget andet. Så jeg rejste hjem, fortæller hun.
Læs stort interview med Matilde Kimer i BILLED-BLADET, der kan købes fra torsdag den 16. juni. Her røber hun blandt meget andet, hvordan hun håndterer frygt, når hun rapporterer fra frontlinjen.