20. okt. 2022
Af Luise Marie Bekker

Melissa og Mikael fra Gift ved første blik: Sådan har de det med hinanden i dag

Mikael og Melissa fra "Gift ved første blik".
Mikael og Melissa fra "Gift ved første blik".
Foto: DR
Melissa og Mikael valgte at blive skilt efter de fem uger, men ville se hinanden an igen efter en længere pause.

Der kom aldrig romantiske følelser imellem Melissa og Mikael, men efter DR-eksperimentet er de forblevet venner.

– Jeg er så taknemmelig for, at det var Mikael, jeg gik igennem eksperimentet sammen med, og vi har fået et unikt venskab, men jeg har svært ved at se os blive mere end venner, siger Melissa til BILLED-BLADETog tilføjer:

– Dog vil jeg sende mine varmeste anbefalinger Mikaels vej, hvis der sidder kvinder derude, der skulle lede efter en omsorgsfuld og kærlig mand …

De to har set hinanden, efter kameraerne slukkede.

– Vi skal for eksempel ses til et socialt arrangement inden længe.

Mikael forklarer, at gnisten imellem dem bare aldrig er opstået.

En ven for livet

– Det var dejligt at se hende igen (efter deres pause, red.) og snakke om alle efterreaktionerne. Men det fysiske savn og det romantiske er ikke opstået. Den fysiske afstand har gjort, at vi ikke har set hinanden så meget. Vi har talt sammen løbende og har en stor respekt og tillid til hinanden. Den fysiske gnist kom aldrig – desværre, forklarer han og fortsætter:

– Det har jeg det fint med, for jeg har mig selv med i det og har vist hende alt. Og hun giver alt det, hun kan give. Så vi kan ikke fortryde noget, når vi begge har givet os 110 procent.

– Jeg fortryder det ikke, selv om jeg ikke fandt min eneste ene. Men jeg fandt en ven for livet!

Venner skriver, Mikael er sej

Mikael har fået nogle henvendelse fra folk, der har set ham på tv.

– Det er mest gamle venner, der skriver, jeg er sej. Der er også nogen, der gerne vil være venner med mig, men jeg godkender ikke nogen, jeg ikke kender, for jeg har billeder af min søn, og dem skal de ikke se. Jeg er ikke gået ind i det for at få læssevis af henvendelser fra andre kvinder, men når nogen skriver, jeg ser sød ud og er modig, tager jeg imod rosen. Og det er pænt af dem.

Melissa får ikke romantiske henvendelser.

– Nej, jeg har primært fået henvendelser omkring tøj og smykker som jeg har båret i programmet, smiler hun.

Læs mere om: