17. nov. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Mens Tina Müller er på barsel: DR-kollega skal være ny vært på Hammerslag

Tina Müller
Tina Müller
Foto: Lars H. Laursen
Tina Müller er på barsel med datteren Emma, og i mellemtiden er det Sofie Østergaard, der passer hendes værtstjans på "Hammerslag".

For cirka tre år siden blev Tina Müller ny vært på Hammerslag, men når det populære boligprogram vender tilbage til foråret, bliver det med en anden kvinde i spidsen.

Tina Müller, som blev mor i oktober, er nemlig på barsel, og i stedet er det Sofie Østergaard, der viser huse frem i programmet.

Meget stolt

”Nyt Nyt! Et af mine absolutte yndlingsprogrammer har selvfølgelig altid været ”Hammerslag”. Og nu, kære venner, har jeg sgu fået den utrolig vidunderlige ære at være barselsvikar for søde Tina Müller, imens hun hygger med sin søde Emma. Og det er jeg godt nok både utrolig glad for og meget stolt over!

Heldigvis er jeg i usædvanligt godt selskab, både foran og bagved kameraet. Så vi løfter i flok og holder fanen og (forhåbentlig) niveauet højt, indtil Tina er retur”, skriver Sofie Østergaard i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.

40-årige Sofie Østergaard har mange års erfaring som vært, og hun har blandt andet lavet programmer som ”Versus”, ”MGP” og ”Guld i købstæderne”.

Hun kan ikke oplyse, hvor mange programmer af ”Hammerslag” hun skal lave, men at de nye programmer bliver sendt til foråret.

Læs mere om: