Mette Bluhme Rieck: Efterårsferie med kæreste og søn
Den 36-årige "Aftenshowet"-vært Mette Bluhme Rieck ser frem til en uge, der står i familiens tegn.
- Jeg har efterårsferie, bortset lige fra en enkelt vagt, så vi tager over og besøger min søster, som desværre er flyttet til Jylland for et halvt års tid siden, fortæller tv-værten til BILLED-BLADET.
Hun har sønnen Viggo på 15 måneder med kæresten Kasper Nielsen, mens hendes søster, der bor i Silkeborg, har en søn, der er fem måneder yngre.
Ferie på Falster
Når den lille familie vender hjem fra Jylland, går turen til deres sommerhus på Falster.
- Vi bruger det både som et sommer-, efterårs- og vinterhus, fortæller Mette Bluhme Rieck og tilføjer med et smil:
- Vi er ikke vant til at have græsplæne derhjemme, så det er dejligt at se Viggo tumle rundt i græsset og ved vandet ved sommerhuset.