1. sep. 2022
Af Luise Marie Bekker

Mette fra Gift ved første blik: Man tror, man skal møde George Clooney, og så står Anders And der

Steen og Mette fra "Gift ved første blik".
Steen og Mette fra "Gift ved første blik".
Foto: Brian Lichtenstein/ Snowman
Mette fra “Gift ved første blik” var så træt af at date. Så meldte hun sig til DR’s kærlighedseksperiment og blev gift med Steen.

Mette Blume, 59, meldte sig til “Gift ved første blik” i håbet om at finde kærligheden.

Hun vidste på forhånd, at de modne par i programmet har statistikken imod sig, men nu skulle der prøves noget nyt.

Almindelig dating var hun i hvert fald træt af, fortæller hun til BILLED-BLADET.

– Jeg føler, jeg har datet alle … Jeg har i hvert fald været på mange dates – de sidste tre-fire år har jeg ikke gidet det. Det bliver rutinepræget. Man tager det samme tøj på, fordi det sidder pænt, det er de samme ord, der bliver sagt … Og man bliver skuffet hver gang, når billedet ikke er som på Tinder. Når man tror, man skal møde George Clooney, og så står Anders And der … ler hun.

Mette: Steen er ikke min sædvanlige type

Hun fortæller, at hun nok ikke ville swipe til højre på Tinder, hvis hun faldt over Steen der.

– Men det er jo det fede ved konceptet "Gift ved første blik" – at man prøver noget nyt. Han er måske ikke min sædvanlige type. Man lærer hinanden at kende på en anden måde igennem programmet.

Og Mette kan da også sagtens se, hvorfor hun er blevet matchet med Steen.

– Min umiddelbare tanke er, at det er et godt match. Man ser det ikke i programmet, men vi havde begge crazy røde sko på til brylluppet … – Jeg var i hvert fald optimistisk og positiv og tænkte, at det kunne sagtens blive til noget.

Om Steen og Mette bliver sammen, må man vente med at se i “Gift ved første blik”.

Læs mere om: