Mille Dinesen: Her er min private oase

Vi har set Mille Dinesen valse i funklende kjoler i ”Vild med dans” og optræde som den rebelske skolelærer i TV 2-serien ”Rita” - for ikke at glemme den skrappe fru Flinth i nogle af ”Min søsters børn”- filmene. Arbejdet som skuespiller kan byde på spændende opgaver, men også udfordringer. Om dét har Mille Dinesen tidligere udtalt i et interview til BILLED-BLADET:
– I mit eget liv ser jeg ikke mig selv som rodløs – jo, måske arbejdsmæssigt, for det går op og ned. Nogle gange tænker jeg, at det ville være utroligt godt for mig blot at have et ni-fem-job hver dag.
Den private oase
Det er derfor vigtigt for den sympatiske skuespiller at have en stabil base. Og dén har hun i Brumleby på Østerbro i København, hvor hun er vokset op og også bor nu sammen med sin elskede hund Marlee – en labradoodle.
– Min base har altid betydet sindssygt meget for mig. Jeg er kun flyttet én gang, ellers har jeg boet det samme sted. Basen skal for mig være stabil – kontra mit liv med job frem og tilbage. Derfor er det så vigtigt, at der er ro på den del af tilværelsen, har Mille tidligere fortalt om sin private oase.

Mille Dinesen fra Rita: Sådan var min egen skoletid