9. aug. 2011
Af af Lisbeth Grube

Mød den nye Aftenshowet-vært Mark Stokholm

Mark Stokholm
Mark Stokholm
Foto: Lars Laursen
Nyhedsoplæseren tager et spændende karriereskift fra TV 2 News til DRs ”Aftenshowet”.

Mark Stokholm befinder sig bedst i vandskorpen, når han holder fri fra det nypressede look som TV 2 News-vært. Snart kaster han sig også ud på det dybe vand på jobbet som ny vært på DR-programmet "Aftenshowet".

- Jeg er ikke nået til en grønlændervending endnu, men den skal nok komme, siger Mark Stokholm, inden han krøller sine 192 lange centimeter ned i en smal havkajak og stikker ud på Roskilde Fjord med imponerende fart.

På TV er Mark kendt som seriøs, slipseklædt vært på TV 2 News og "Presselogen", men der findes også en anden side af TV-værten, som han ikke har mulighed for at vise i halvfigur i fjernsynet. Efter fyraften er Stokholm en særdeles aktiv herre både til lands, vands og i hjemmet i Roskilde, hvor han er familiefar til tre. Og nu får familien Danmark snart chancen for at lære 38-årige Mark Stokholm bedre at kende som person. Han skifter nemlig kanal og bliver ny vært på DR's "Aftenshowet" til efteråret.

Spændende at snakke følelser

- Jeg kaster mig simpelthen ud fra 10-meter-vippen. Jeg har en fantastisk hverdag på News, men jeg har været med siden starten for fem år siden og havde gået med nogle tanker om, at jeg godt ville prøve noget andet. Får man de tanker, skal man ikke vente for længe, så jeg sprang til, da DR spurgte mig, fortæller Mark.

Bortset fra at han frygter at falde i kablerne, når han skal til at bevæge sig rundt i studiet, eller at han spilder fiskesuppen, når han skal smage på kokkenes mad, glæder erhvervs-journalisten med en fortid på Børsen og Jyllands-Posten sig til udfordringen på direkte TV.

- Jeg er vant til at arbejde med hardcore-nyheder, men jeg kan faktisk godt li', når det lugter lidt af hygge. Jeg ser frem til at møde en masse spændende mennesker og skal til at tale en del mere om følelser. Men som journalist tager jeg min kritiske tilgang med. Uanset hvad folk har været ude for, mener jeg, de skal trykkes lidt på maven, for ellers bliver det ligegyldigt TV, og det må det aldrig blive.

Læs mere om: