Morten Hee Andersen prioriterer privatlivet: Dét var han træt af at gå glip af

Morten Hee Andersen, 32, er lige nu aktuel i ”Carmen Curlers”, hvor han spiller Axel Byvang, en karakter, der i høj grad er baseret på virkelighedens Arne Bybjerg.

Axel har succes med sit Carmen Curlers-erhvervseventyr, men han vil drive det endnu længere.

Han vil lave forretninger i USA og sætter alt ind på at få samarbejdet op at køre med kosmetikgiganten Clarice Cosmetics. Men Axel må sande, at succesen har en pris.

Forholdet til hans ekskone og sønnen krakelerer, og det er en ensom Axel, vi møder her i anden sæson.

– Han har lavet en kæmpe klasserejse. Han er nu den med penge, der kan give. Men han har ikke gamle penge, så han har ikke et netværk i overklassen, og pludselig er han en fremmed fugl. Og det rammer ham, at der er koldt på toppen, når man er ”self made”. Så han prøver at finde sin rolle helt eksistentielt – ”Hvem er jeg egentligt i det her?”. Nu har han alt det, han gerne vil have – og hvem er han så …? Det er sindssygt relevant, for vi lever i en succesorienteret tid, siger Morten, da BILLED-BLADET møder ham til en snak om rollen og livet.

Ofrer familiefesterne

Han kan godt sætte sig ind i Axels situation:

– Jeg er også i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal leve. Hvordan jeg for eksempel vægter arbejdsliv og privatliv – i starten af 20'erne var jeg slet ikke til at nå. Da skulle jeg bare arbejde så meget som muligt. Nu er jeg begyndt at prioritere fødselsdage og ferier. For det andet er uholdbart. Samtidig er jeg også nødt til at vide, hvornår noget er så vigtigt, at jeg bliver nødt til at ofre familiefesten, siger han.

Det vigtigste i livet

Han har før stået på en scene og drømt sig hjem til familien og kæresten.

– Jeg var irriteret af at gå glip af min nevøs treårige fødselsdag sidste år, fordi jeg var i udlandet. Så jeg prøver at tage revanche i år. I år får han en kæmpe gave. Alle har haft forståelse for det – det har mere været mig – at jeg gerne har villet være to steder på én gang. Og jeg har nu en accept af, at det kan jeg ikke. Jeg er blevet bedre til at vurdere, hvad der er vigtigt. Og det kan man sammenligne med Axels rejse – han skal finde ud af, hvad der er vigtigt i livet.