20. nov. 2022
Af Stine Ramlyng

Nicolai Jørgensen fra Carmen Curlers: Ude for vild ulykke

Nicolai Jørgensen
Nicolai Jørgensen
Foto: Jesper Sunesen
Nicolai Jørgensen, der spiller Frans i DR-serien "Carmens Curlers", brækkede som 15-årig ryggen i en volleyball-kamp og var sengeliggende i flere år. Det fik konsekvenser for resten af hans liv.

I DR’s dramaserie ”Carmen Curlers” følger vi søndag efter søndag frisøren Frans på rejsen med at bygge et imperium op sammen med iværksætteren og fantasten Axel Byvang. Men også en rejse, hvor Frans undervejs bliver meget klogere på sig selv, sin identitet og seksualitet.

Privat har skuespilleren bag Frans, Nicolai Jørgensen, også været på lidt af en rejse. For som 15-årig brækkede han under en volleyball-kamp ryggen, da han landede forkert efter et spring.

Det uheld endte med at lænke ham til sengen i to år. Usikker på, om han nogensinde ville kunne komme til at gå igen. Det fortæller han i et interview i Berlingske.

- Det er hårdt at være sat tilbage, når man er 15-16 år. Det er år, hvor der sker en masse, og det kunne jeg slet ikke være med i. Der var da dage, hvor jeg, med lidt hjælp, kunne humpe af sted til skole, hvis andre bar min taske, men der var også dage, hvor jeg lå ned og tænkte på, om jeg nogensinde ville kunne gå igen.

- Lægerne talte om at erstatte mine nerver, hvilket heldigvis aldrig blev aktuelt, siger den i dag 32-årige skuespiller i interviewet med avisen.

Nicolai Jørgensen tog 60 kilo på

Teenagelivet blev derfor noget anderledes end andre teenageres liv, og den ellers så volleyball- og fodboldtossede unge fyr, der var vant til at indtage og brænde en masse kulhydrater af dagligt, kunne efter noget tid konstatere en vægtstigning på hele 60 kilo.

Da Nicolai Jørgensen endelig kunne rejse sig fra sengen efter to år på langs, var han fysisk langt efter kammeraterne.

Skæbnen ville, at han kom med i en musical på gymnasiet. Det førte videre til et højskoleophold - her med en voksende interesse for skuespil, fortæller han i interviewet med Berlingske.

Og så gik det slag i slag. I 2018 blev Nicolai Jørgensen uddannet fra Den Danske Scenekunstskole. Han har siden fået Reumerts Talentpris og er også af Berlingske blevet udråbt som ”en fremtidens mand i dansk teater".

Og nu tindrer den 32-årige skuespiller så om kap med stjernerne i rollen som Frans i ”Carmen Curlers” i bedste sendetid.

Vendte nedtur til succes

Selv mener han, at succesen handler om to ting. At tro på at noget er større end en selv og at vende det dårlige til noget godt.

Indtil videre ser den livslæring ud til at virke rigtig godt Nicolai Jørgensen.

Læs mere om: