Nikolaj Koppel: Livet må ikke blive kedeligt
Nikolaj Koppel har sat sig for at gennemføre et halvmaraton på lørdag, den 29. marts, i København – og den toptrimmede TV-vært sløser ikke med træningen.
- Jeg ved godt, det lyder megahelligt, men jeg løber hver anden dag året rundt med meget små afvigelser. Det skal have karakter af force majeure, hvis jeg aflyser, og det sker måske en eller to gange om året. Som da jeg var i Sydney i november og lå syg med influenza, eller da jeg var i Afrika for et år siden, hvor det var farligt at løbe alene der, hvor jeg befandt mig, siger Nikolaj Koppel til Helse.
Til gengæld kan han godt lide at slippe tøjlerne på andre områder. Han elsker mad og fornægter ikke alkolhol.
- Den største nydelse, folk har i livet er jo mad. Sex og mad. Sex kan bare generelt være … sværere at få her og nu, det er nemmere at gå ned og købe noget mad. Jeg mener … det er jo lidt nemmere at spise en flødebolle end at dyrke sex, hvis man sidder i et åbent kontorlandskab tirsdag eftermiddag, siger han.
I det hele taget mener den 45-årige TV-vært, at det er en pligt at nyde livet.
- Jeg kan sagtens være den sidste, der går hjem fra en fest, og jeg kan sagtens vågne med en ordentlig røvfuld tømmermænd. Og ja, så spiser jeg junkfood helt uden filter! Så tager jeg måske en ekstra omgang rundt om Søerne næste dag. Der skal være balance i tingene. Men der er da ikke noget mere kedeligt end de mennesker, som har sat livet i excelark og siger nej tak, fordi det er onsdag og nej tak til chokoladekage, middage, god rødvin og en drink efter arbejde.