Nikolaj Lie Kaas: Mere tid til familien
Nikolaj Lie Kaas vil fra i aften og de kommende mange søndage indtage din TV-skærm som den karismatiske og kyniske forretningsmand, Alexander Sødergren, i DRs nye, store dramaserie "Bedrag". Men i virkelighedens verden vil den 42-årige skuespiller være svær at få øje på. Han holder fri og har tænkt sig at rejse meget med familien. Foreløbig har han ingen planer for det nye år.
- Nej, det har jeg faktisk ikke. For første gang har jeg en fuldstændig åben kalender. Det er meget befriende. Det er et fedt sted at være. Men også noget man skal lære ... at give slip. Det er noget alle i min familie fortjener og også mig selv. Også ligesom for at få gejsten tilbage, siger Nikolaj Lie Kaas efter et travlt år med film- og TV-optagelser.
Ikke noget cykeltøj til Nikolaj Lie Kaas
- Jeg er et menneske, der, når jeg slapper af, så slapper jeg virkelig af. Jeg har ikke nogen hobby. Jeg har min familie, som jeg bruger tid på, fordi jeg ser dem så lidt. Så det er dem, det handler om. Altså, det der med at folk hopper i cykeltøj, når de har fri, og køber klick-sko... man kan godt mærke, at det er et råb om hjælp til at komme væk hjemmefra. Men jeg kan meget godt lide at være sammen med min familie faktisk, så det har jeg det fint med. Det bruger jeg meget tid på. Og vi vil gerne rejse noget mere i det nye år, siger han.
Nikolaj Lie Kaas er gift med Anne Langkilde og far til Esther og Gerda.