4. okt. 2017
Af Karina Didriksen

Nu er Den store bagedyst tilbage på TV

Vært Timm Vladimir og de nye dommere, konditor Katrine Foged Thomsen og dessertkok Markus Grigo.
Vært Timm Vladimir med dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.
Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen
Onsdag aften den 4. oktober går det løs med en ny sæson af ”Den store bagedyst” på DR1 kl. 20.

”Klar, parat, bag!” Onsdag kl. 20.00 er der premiere på sjette sæson af ”Den store bagedyst” med Timm Vladimir som vært.

I år kan seerne både se frem til at møde 10 nye deltagere, men også to nye dommere, nemlig konditor Katrine Foged Thomsen og dessertkok Markus Grigo, som afløser Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen.

Blandt deltagerne er en linedanser, en jæger og en danmarksmester i body­paint. Udover disse talenter er de naturligvis også kvikke i et køkken, når det gælder kagebagning og bag­værk.

Unge og ældre deltagere

Den yngste af deltagerne, Anton, er blot 20 år, mens den ældste, Rosa, fylder 60 år i løbet af efteråret.

De nye kagebagere fordeler sig geografisk over hele landet, og de skal i løbet af ni programmer vise deres talenter inden for kompliceret bagværk og ukendte metoder.

”Den store bagedyst” sendes hver onsdag kl. 20.00 på DR1.

Læs mere om: