Phillip Faber afslører: Her er mit nye projekt
Hver morgen toner Phillip Faber frem på skærmen med sit store smil og dejlige sangstemme i ”Morgensang” på DR1, og nu afslører han, at han er i fuld gang med et nyt projekt.
- Jeg har en glad nyhed: Til november udkommer min bog om den danske sangskat, og alt det, sang gør ved os. Journalist Rikke Hyldgaard og jeg begyndte arbejdet længe før corona, og det er som om, at interessen bare er steget siden, skriver Phillip Faber i et opslag på Instagram.
BILLED-BLADET har fået lov til at dele opslaget, hvor chefdirigenten for DR Pigekoret har lagt nogle billeder op, hvor han arbejder på sin nye bog.
Faber har 20 yndlingssange
En sommerklædt Phillip Faber smiler stort på det første billede, hvor han arbejder på sin computer og har en sangbog liggende ved siden af.
- Udover at fortælle om sangen i sin urform, stemmen, fællessang, melodier og alverdens andre ting, så har jeg også valgt 20 af mine yndlingssange, som jeg tillader mig at nørde lidt ned i. Håber, I vil læse med til efteråret. Bogen udkommer på Politikens Forlag, skriver Phillip Faber i Instagram-opslaget.
Udover bogskriveriet så fortsætter han med ”Morgensang” indtil sankthans.