Phillip Faber afslører stor ændring i morgensang
Alle ugens dage, fra mandag til søndag, sidder Phillip Faber ved sit flygel og synger danske sange i ”Morgensang” på DR1.
Sådan har det været siden den 17. marts, men der er dog sket en lille ændring siden da. Det afslører Phillip Faber over for BILLED-BLADET.
- Vi har lavet det om, sådan at morgensang indtil videre bliver sendt live fra mandag til torsdag, mens det fredag, lørdag og søndag er optaget på forhånd, fortæller chefdirigenten.
En bedre løsning
Tidligere blev ”Morgensang med Phillip Faber” sendt direkte hver eneste dag, men efterhånden som programmet blev forlænget, blev det også nødvendigt med nogle fridage.
- Det er en bedre løsning for mig, så jeg ikke skal arbejde hver dag, og så kan jeg også holde weekend, forklarer Phillip Faber.
Morgenprogrammet bliver dagligt sendt på DR1 indtil sankthansaften den 23. juni.